Efter en meget lang køretur fra Bangkok til den Cambodianske grænse skulle vi lave visum. Vores guider virkede meget hjælpesomme med at kunne lave visum og fortalte os at man skulle hæve penge i Thailand og så veksle dem over til riel, som man betaler med i Cambodia, for at få den bedste rate. Men i virkeligheden ville guiderne bare tjene flere penge på os. Lavede man visum gennem dem, ville man ende med at betale 300 Bath mere, end hvis man gjorde det ved grænsen, og det med at veksle penge var også et rent fup. Gennem denne slags oplevelser, lærer vi virkelig at man ikke bare skal stole blindt på alle man møder, også selvom at de virker helt oprigtige. Selv nogle drenge vi sad i bus med troede de var smarte og betalte først deres visa ved grænsen, dermed sparede de 300 bath. Dog faldt de i en anden fælde ved at tage den “meget hurtigere” mini bus i stedet for den langsomme bus. Det viste sig så at mini bussen var lige så langsom og kostede dem ekstra. Så der var ingen der følte sig sikre i Cambodia.

Men på trods af dette kom vi godt til den første by vi ville besøge i Cambodia, hvilket var Siem Reap. Her nød vi byen med en engelsk pige og to canadiske drenge. Siem Reap er en utrolig hyggelig by, dog lidt turistet pga. at Ankor Wat ligger lige uden for byen. 

Angkor Wat er Idas ynglings ruiner. Det var utroligt imponerende at se de gamle templer. Især de dele af templerne der er begyndt at blive dækket af naturen. Det var fantastisk at se træerne vokser over og igennem de gamle bygninger. Der er noget smukt i at se naturen tage landet tilbage. 

Den sidste dag i Siem Reap var der en mand der kørte ind i en telefonpæl. Dette medførte at hele byen oplevede strømsvigt i næsten 24 timer. Det betød intet wifi, intet vand, begrænset mad og værst af alt ingen aircon. Den sidste dag blev derfor en næsten ulidelig dag. Man fik ikke sovet meget og det var umuligt at planlægge nogen rejse, så alle backpackers gik i stå i flere timer. 

Da det endelig lykkedes os at få en bus videre, skyndte vi os til Phnom Penh. Denne by var lidt mere spredt og stor, men igen virkelig hyggelig. Vi brugte den første dag på at se de mindre vigtige ting rundt omkring i byen. Dagen efter tog Ida styringen af turen og tog Benedicte med på en tur der stod på alverdens grusomheder. Vi startede dagen med at tage til S-21, som er en gammel skole der blev lavet om til et fængsel under Khemer Rouge regimet. Ida som havde været der før viste rundt og fortalte om historien bag det hele. Det påvirker en meget at gå rundt i rummene og se billeder af alle der har været fanget der og læse om historier fra de overlevende. Samtidig så kan man ikke undgå at blive påvirket af historien, når de også har et helt rum fyldt med billeder af døde mennesker efter de er blevet tortureret.  

Efter denne hårde oplevelse tog vi mod Killing Fields. Før dagen stod på mere død, var vi på en crosser tur. Vi var så heldige at få lov til at kører rundt på motorcrossere gennem de mange små byer omkring Killing Fields. Det var en fantastisk og sjov oplevelse som vi begge virkelig nød. Det er samtidig også sjovt at opleve Cambodias kaotiske veje på første hånd. 

Efter nogle gode timer på tur. Tog vi til Killing Fields. Selvom Benedicte var forberedt på at se nogle massegrave og knogler, var hun ikke helt klar på hvad der ventede. Det er ikke sjovt for nogen mennesker at gå rundt mellem massegrave, hvor der stadig stikker knogler og tøjrester op fra jorden. Det hjælper heller ikke at der er et stort træ ved siden af en af gravene, der blev brugt til at slå små børn imod, og dermed dræbe dem. 

Det var en lang og hård dag og vi så begge frem til at holde en afslapnings dag, da det var Idas fødselsdag dagen efter.

Idas fødselsdag blev brugt på hygge, sove længe og lave så lidt som muligt, da det var det vi begge havde brug for.